Når dit barn rykker fra vuggestue til børnehave

 

På et tidspunkt er det tid til at rykke i børnehave, det bliver ikke nødvendigvis, lige når barnet bliver 3 år, da vi tager hensyn til flere forskellige ting. Barnet skal være klar, men der skal også være plads på en af børnehavestuerne. Det er personalet, der i fællesskab tager denne beslutning. Vi gør altid, det der er det bedste for barnet

Hvis der er søskende, vil de komme på hver sin børnehavestue, da det er vores erfaring, at det er bedst for børnene.

Overgangen fra Sneglehuset til enten Sommerfuglene eller Mariehønen plejer at gå rigtig nemt. Vi er et lille hus, så børnene er vant til at se "dem i børnehaven".

Inden dit barn rykker i børnehave vil vi planlægge, at dit barn kommer på besøg på den stue, det skal starte på. Det kan  for eksempel være om formiddagen, på legepladsen, eller til madpakker. Nogle gange er der en af de voksne fra Sneglehuset med, andre gange tager barnet selv på besøg, alt efter hvor trygt barnet er.

Når dit barn rykker i børnehave er der nogle ting, du skal være forberedt på. Der er flere børn pr. voksen, og det betyder, at dit barn skal kunne klare mere og mere selv. Du kan heller ikke forvente, at du kan få helt den samme mængde information om, hvad dit barn har lavet den pågældende dag. Til gengæld kan dit barn jo også selv fortælle dig mere og mere om sin dag.